I never told you..

Jeg vågnede op klokken 3:00 om natten med den her ekstremt underlige følelse liggende over mig som et tungt ubærligt tæppe. Jeg kan slet ikke forklare hvad det var.

(Jeg ved at alle jer der gider tage jer tid til overhovedet at læse den her blog, slet ikke snakker dansk. Undskyld. Jeg magtede simpelthen bare ikke at skrive alt det her på engelsk. Jeg kunne ganske ikke finde de rigtige ord.)

Well, tilbage til det egentlig emne. Jeg kunne ikke falde i søvn igen, jeg havde ikke engang lyst til at tage min bog og begynde at læse. Jeg lå bare og tænkte, tænkte på alt det jeg aldrig nogensinde har fået sagt til de mennesker jeg holder af og som betyder noget for mig. Jeg aldrig nogensinde fået sagt tak til de mennesker der forandrede mit liv, de mennesker der har gjort mig til den jeg er idag.

Så et eller andet sted er det her Post dedikeret til dem.

Lige nu sidder jeg så med den her følelse at jeg burde takke mine forældre. Takke dem for at have givet mig opbakning både psykisk og økonomisk til at tage beslutningen om at tage til Mexico. Det var Mexico der fik mig til at åbne øjnene og se hvor fanden det er jeg står henne i mit liv! Jeg bliver nødt til at finde ud af hvad det er jeg vil, hvor jeg vil hen med mit liv?

Det der har været aller mest ægte for mig i de sidste 7 år har været musik. Det har været ekstremt åndssvagt og fucked up! Men alligevel gav jeg aldrig op? Jeg blev ved med at synge, ved med at kæmpe for at nå målet. For at nå det mål jeg aldrig nogensinde vil nå. Perfection.

Et eller andet sted tror jeg godt jeg ved at det mest rigtige for mig at blive noget inde for musikken. Det er trods alt den eneste ting jeg aldrig opgav.